Biografi

Poul Krebs

"Hva' vil I ha - sandheden eller en god historie?"

Overskriften på denne biografi stammer fra første udkast til audioen DET BLÅ HOTEL - men er, sat i relation til sangskriveren Poul Krebs, et ganske præcist billede af en arbejdsmetode. For som tekstforfatter og komponist til mere end 500 sange, har Krebs hver gang taget sit udgangspunkt et sted imellem sandheden og den gode historie - mellem de nærmest selvbiografiske detaljer og de short-stories fra livet, Krebs igennem karrieren har gjort til vers og omkvæd.

Well - overordnet kunne man vel koge det hele ned til:

Eller sagt på en anden måde: Jeg har altid lært at få det bedste ud af det der nu var - og sådan er det forhåbentlig stadig…
(Poul Krebs anno 2006)

Der stod ikke sanger og sangskriver på Poul Krebs' vugge - der var ikke engang et klaver i barndomshjemmet, men allerede som 12-årig var Poul sanger i sit første band, THE YOUNG INSPIRATION SOCIETY. "Mest en genvej til nye kærester...", skriver Krebs i midten af 80erne i nøglesangen RASTLØS SJÆL - og fortsætter: "Jeg var ligesom den gamle/jeg var altid på jagt/gad egentlig vide/hvad han ville ha sagt/Jeg blev vist tildelt en rastløs sjæl/når ikke man spør'/må man lære det selv...". Faderen døde da Poul var bare 14 år gammel - og et gennemgående træk i en stor del af Poul Krebs' sange, er netop denne rastløse rejsende. Altid på farten, altid på jagt efter et blivende sted - og mest af alt i live, når han er på vej fra et sted til et andet:

"Og vi holdt den sidste morgenandagt
på en rasteplads i Ingenmandsland
og jeg tænkte en tanke om 10 vilde heste
der ikke ku trække mig væk..."

- som det beskrives i turnésangen SE PÅ MÅNEN, fra 1991. Op igennem ungdomsårene holdt Poul Krebs fast i interessen for at spille guitar og begyndte efterhånden også at skrive sange - hvoraf en del endte på et kassettebånd der blev udgivet i gymnasietiden. Det var ikke en pladekontrakt eller nogen speciel begivenhed der gjorde udslaget - og det var nok nærmest som han meget senere skriver i sangen FOR ENDEN AF REGNBUEN:

"Jeg har aldrig valgt at leve
mit liv sådan som jeg gør
Det er bare li'så stille blevet
lige præcis sådan her…"

Siden efteråret 1978 har Poul Krebs primært ernæret sig som musiker, selvom det bestemt indimellem har krævet bijobs at overleve økonomisk. På Skagen Festival i sommeren '78 mødte Poul Krebs de to amerikanske musikere, JJ Dion og Silkie Miller - og enten alene eller sammen med sine nye amerikanske venner og guitaristen Knud Møller, spillede Krebs de næste par år overalt i Danmark hvor der var en scene. Han havde forinden også markeret sig som håndboldspiller på Skovbakkens 1. divisionshold - og havde dér bl.a. spillet Europa Cup-kamp mod de senere verdensmestre fra Djelovar i Jugoslavien. Men et tilbud om en mindre turne i det nordjydske, i selskab med guitaren og yndlingssangene, gjorde udslaget - og mens håndbold-kammeraterne tog til Færøerne, spillede Krebs på ydmyge steder som Hirtshals Kro og Hyggekrogen i Hjørring. Han fik lært at kommunikere med et publikum og fik det bedst mulige forum at prøve sine sange af i.

En af dem der tidligt fik ørene op for Krebs' talenter som sangskriver, var den legendariske Palle Juul, der både havde sit eget pladeselskab og studie, kaldet Stuk. Juul skrev kontrakt med Poul Krebs om en LP - og forud for indspilningerne, sendte Poul ham en liste over de musikere han gerne ville havde til at medvirke. Men da han kom til Stuk Ranch, fik han at vide at musikerne skulle være dem han normalt spillede med, og at der iøvrigt ikke skulle trommer på pladen - "og så var jeg dømt som folkesanger...", som Poul Krebs i dag lakonisk husker episoden.

Efter udgivelsen af debutpladen, EFTER STORMEN (1979), i turnerede Krebs land og rige rundt i de følgende år, med skiftende besætninger i det der nu på plakaten hed POUL KREBS BAND. (To personer hang dog ved, nemlig guitaristen Knud Møller og bassisten Kent Holm. Førstnævnte var bl.a. co-producer på FRI SOM ET FORÅR i 1990, spiller ofte sammen med Krebs i lejlighedsorkesteret THE TRIBUTES og er også at finde som del af holdet bag de to albums SMÅ SENSATIONER og KOSMORAMA. Holm spillede med Krebs helt frem til 1990 og har også drevet firmaet AUTOLINK, der lejede køretøjer ud til bl.a. turnerende musikere).

I 1981 fik Krebs en ny pladekontrakt, denne gang hos den ikke mindre legendariske stifter af Midtfyns Festivalen, Peter Færgemand. Og på hans selskab, Ferry Records, udsendte Krebs Band i 1982 albummet KREBS BAND. Pladen blev indspillet under tumultariske omstændigheder og på alt for kort tid, i studiefaciliteter Krebs Bands delte med det rårygende engelske reggaeorkester Steel Pulse. Resultatet var ingen af musikerne synderligt glade for, hvorfor Poul Krebs købte hele restoplaget af Peter Færgemand. Pladen må idag betragtes som et klenodie, der handles til pæne summer af samlere.

En parantes i karrieren var den trio Krebs turnerede i Danmark, Norge og Tyskland med i årene 80/81 - og som bestod af ham selv, Lars Lilholt og John Nørgård. "En sammenhæng hvor det handlede om at genere hinanden mest og grovest muligt, til egen og forhåbentlig også publikums fornøjelse..."

Krebs Band nåede for alvor ud til en større kreds med deres bidrag til et Greenpeace-støttealbum i 1983. Krebs' bidrag var SIRIUS - TROEN OG HÅBET - så absolut hittet på den plade og i mange år fast inventar på Krebs Bands sætliste. Et godt rocknummer med en præcis tekst, om det dilemma mange kendte og stod i, med på den ene side gerne at ville gøre noget - og på den anden side at have besvær nok med at få sit eget liv til at hænge sammen: "Sirius kæmper på trods og jeg kender ikke noget bedre våben/Sirius kæmper for os der bare slås for at holde troen og håbet." Sangen betød også flere jobs til bandet og tilbud om ny pladekontrakt, bl.a. fra flere store pladeselskaber. Disse ville dog styre indholdet og have bandet fyret, hvad Poul Krebs ikke var interesseret i. Istedet skrev han i 1984 kontrakt med det lille selskab Front Records, der gav Krebs og bandet frie hænder, kunstnerisk set - og dét samarbejde førte samme år til udgivelsen af NAT NU - UNDER STJERNERNE.

Krebs band blev i årene 83 - 87 til et stadigt mere rockende orkester, ikke mindst inspireret af Bruce Springsteen og ligesindedes succes i disse år, med enkle rocksange og vedkommende tekster. Præcis det samme udtryk Poul Krebs arbejdede med, med bedre og bedre resultater. Krebs Band fik et større og større publikum, men formåede ikke at trænge igennem til det pladekøbende publikum - og Krebs følte sig efterhånden fanget i en blindgyde, hvorfra det ikke var muligt at komme videre og som konsekvens valgte han at opløse bandet. I 1987 havde Krebs mødt den norske trommeslager og producer Frank Marstokk (der bl.a. var manden der fandt D:A:D) - og sammen med ham, den sublime norske guitarist Marius Müller og sin faste bassist Kent Holm, drog Krebs i efteråret '87, til et lille fiskerhus ved Mariager Fjord. Med var også et mobilstudie - og materialet fra 14 heftige dage i fiskerhuset, udkom i 1988 som albummet HVOR GADEN BLIR TIL SAND. Blandt numrene var DANSEN og FOR ENDEN AF REGNBUEN (der i 91 blev et pænt hit på Peter Bellis
comeback-album YEAH). To fine sange - og begge hudløse portrætter af et parforhold. I FOR ENDEN... ses parret isoleret fra verden, men dog med hinanden som læ og tryghed - mens DANSEN skildrer en forelskelse, i sin lidenskab næsten dømt til undergang:

"Balancered' på en Kantsten
søgte den farligste Leg
altid helt ud til Kanten
der hvor alt var gemt i dig..."

De fine sange på HVOR GADEN ... fik pladeselskabet Sonet's ører op for Poul Krebs, der for dem indspillede LANGT FRA EN ORDENTLIG BY, der udkom i 1989. Med som backing var igen Marstokk (der også producerede) og bl.a. guitaristen Billy Cross og bassisten Jens Rugsted. Albummet indeholdt 10 nye sange fra en sangskriver i stadig vækst - bl.a. det mangeårige slutnummer til Krebs' koncerter, den stolte og frysende ballade MAN KAN STÅ SÅ ALENE.

Det er også på dette album Krebs begynder at fortælle historier, begynder på de fintmærkende portrætter, der siden har udgjort en væsentlig del af hans sange. Som eks. titelnummeret - om en fyr fra landet hvis drømme rækker langt videre end han formår at opfylde: "Han passede jobbet og boede på gården/og mere var der vist ikke at sige/end selvfølgeligt drømmen om at se
på verden/fra mere end det hul af en by...". Da det ikke var muligt at samle holdet bag HVOR GADEN BLIR TIL SAND til en koncertturne, dannede Krebs allerede i '87 orkesteret KAVALERIET, der indtil efteråret 90, optrådte som hans faste live-backing. Gennem årene havde bandet bl.a. guitaristen Erik Jepsen (senere med Sko/Torp og Henning Stærk Band), bassisten Tom Bilde (senere med Lars Lilholt Band) og korsangerne Ivan Pedersen, Henning Stærk og Søren Sko blandt medlemmerne. (En intern joke har altid været at en kor-tjans hos Krebs, er genvejen til en strålende karriere...!) Kavaleriet var en formidabel backing for Krebs, der i de år fik nærmest kultagtig status på en lang række - primært jyske - spillesteder, hvor gruppen solgte ud hver gang de var på plakaten.

I efteråret '89 havde Poul Krebs mødt den engelske producer Greg Walsh (der tidligere havde arbejdet med bl.a. TV-2, Tina Turner og Heaven 17). Walsh var interesseret i at give Krebs' sange en ny drejning, hvorfor Poul i vinteren 89/90 befandt sig i England, hvor han og Walsh indspillede med Simple Minds-bassisten John Giblin og Who-trommeslageren Simon Phillips. Tilbage i Danmark gik Krebs og Walsh atter i studiet, denne gang med Kavaleriet - og resultatet fra disse sessions udkom i 1990 under titlen FRI SOM ET FORÅR. Et album der - ikke mindst på grund af titelnummeret - blev Poul Krebs endelige gennembrud på pladesiden.

Under en rejse i USA, i foråret 89, havde Krebs på et truckstop i den lille by Banderea, i Texas, mødt en servitrice der underholdt med sin livshistorie. Og typisk for sangskriveren Krebs, blev mødet til en sang, nemlig SWEETHEART, som Krebs gav videre til Henning Stærk. Denne inkluderede den på albummet DREAMS TO REMEMBER, der udkom senere samme år - og endte med at sælge langt over 80.000 eksemplarer. SWEETHEART var det klare hit fra albummet - endnu en af Krebs fine skildringer af et menneskes liv og drømme - og det resulterede straks i flere henvendelser fra andre kunstnere, der ønskede sig en Krebs-sang.

Evnen til at fortælle historier med sin musik, førte i efteråret '88 til en henvendelse fra Danmarks Radio, der gerne ville have Poul Krebs til at skrive en såkaldt "audio". Audio-genren havde året før haft premiere i DR, da de gamle Kliche-musikere, Voss & Torp, med stor succes havde skrevet DEN STORE LYSFEST, der i '87 var blevet kåret som vinder af den europæiske radiounions årlige konkurrence om det bedste underholdningsprogram. Så der var store forventninger til Krebs, der tog udfordringen op og leverede DET BLÅ HOTEL (med Henning Stærk, Gitte Naur og Ivan Pedersen i hovedrollerne) - der i '89 fulgte forgængeren og blev præmieret som årets bedste europæiske underholdningsprogram. (Priserne for de 2 audioer er iøvrigt de eneste DR har modtaget, i de mere end 20 år konkurrencen har eksisteret). Radioarbejdet med DET BLÅ HOTEL førte Poul Krebs sammen med den daværende DR-producer Poul Martin Bonde, der instruerede og producerede - og siden sammen med Krebs skrev en sceneudgave af DET BLÅ HOTEL, der havde premiere april 1993 i Tilst og sidenhen også er blevet opført i Århus.

Efter sidste job i den store turné der fulgte i kølvandet på FRI SOM ET FORÅR, følte Poul Krebs tiden var inde til et skifte. Kavaleriet havde efterhånden vokset sig til et 8-mands orkester - og de nye sange Krebs havde skrevet, egnede sig bedre til et lille tæt rockband. I vinteren '90 samlede han derfor trioen THE BOOKHOUSE BOYS (med trommeslageren Søren Frost og bassisten Helge Solberg) - og sammen drog de i februar/marts '91 til et gammelt kurbadehotel på Samsø, for dér at indspille et nyt album, på en kontrakt med Sony/Columbia. Resultatet var på gaden i maj 91, under titlen MORGENDAGENS TÅBER - produceret af Krebs, Bonde og Bookhouse-guitaristen Mick Rasmussen. En tilbagevenden til enkel og dynamisk rock'n'roll - med et strejf af den country-musik, Krebs havde været en af de første til at gøre populær i Danmark. Sangene på albummet var helstøbte - og Krebs' evne til at skrive små noveller i rocksangens form, ikke dokumenteret bedre end her. Titelnummeret fra albummet lå på DRs Dansktoppen i de maximale 26 uger og måtte smides ud fra programmet. Også live formåede The Bookhouse Boys at løfte de stolte traditioner fra Kavaleriet - og blev af en anmelder fra Jyllands Posten, udnævnt til øjeblikkets bedste danske rockband.

I '92 gik bandet atter i studiet, nu udvidet med guitaristen Lars Krarup, og indspillede albummet STREJFER med bandet selv i producerstolen. STREJFER udkom i foråret 92 og fastholdt billedet af en sangskriver i fortsat udvikling - og viste endnu engang Krebs som en nysgerrig og rastløs
rejsende, med et skarpt blik for de små og store historier, der findes dér hvor man er, hvis man bare har øjne og ører åbne.

Fra 1993 hed orkesteret bare BOOKHOUSE, havde Frost og Krarup som gengangere og bassisten Halfdan E., keyboardspilleren Simon West og sangerinden Nanna som nye medlemmer. En besætning der på nærmest magisk vis formåede at nyfortolke sangene fra hele Krebs' solokarriere, hvorfor ideen om et livealbum pludselig blev aktuel. Det nyoprettede selskab CMC var med på
ideen - og bekostede indspilningerne af en række koncerter i foråret + en optræden på Danmarks Smukkeste Festival i august. Resultatet blev så godt at man valgte at mixe dem til en efterårsudgivelse. Undervejs i mixene fik bandet dog lige lyst til at lave en nyfortolkning af FOR ENDEN AF REGNBUEN - og samtidig indspille en helt ny sang, BLIV DU NU BLIV. Det samlede resultatet fik titlen DANSEN, MÅNEN & VEJEN - og bestod af højdepunkter fra
Krebs snart mangeårige karriere. Albummæssigt blev det også en svanesang for Bookhouse - orkesteret var på en lang og særdeles succesrig turne i foråret og sommeren '94, hvorefter Krebs endnu engang følte at tiden var inde til at gå nye veje. En formidabel koncert på Danmarks Smukkeste Festival, august '94, var sidste gig - hvorefter Krebs bosatte sig i Amsterdam og dér primært koncentrerede sig om de mange nye sange der efterhånden trængte sig på.

I foråret 1994 var Poul Krebs blevet belønnet med kollegernes hæderspris, da DJBFA (foreningen af danske sangskrivere) valgte ham som modtager af årets ærespris på 25.000 kr. I det sene efterår '94 turnerede Krebs bl.a. i Danmark og Grønland, i selskab med sin norske ven og kollega Henning Kvitnes. Repertoiret bestod for en stor dels vedkommende af helt nye sange, som Krebs havde skrevet eller færdiggjort i sit midlertidige eksil i Amsterdam. Publikums respons var overvældende, når man tænker på at de aldrig havde hørt størstedelen af sangene før - og for at fastholde det umiddelbare, valgte Krebs en ny indspilningsform til det næste album. I samarbejde med produceren Poul Martin Bonde og en række musikere der gennem årene havde spillet i forskellige konstellationer omkring Krebs - begyndte man i slutningen af januar 1995 en ugelang nattesession i Feedback Studiet i Århus. Forinden havde der hverken været øveaftener eller demoindspilninger - udgangspunktet var 20 nye sange, indspillet på en walkman i Amsterdam, bare med Krebs' stemme og akustiske guitar. Dagen før studiearbejdet begyndte, spillede de 7 musikere en improviseret koncert på værtshuset Peter Gift i Århus - gik derefter friskt til sagen, og arrangerede de nye sange helt fra bunden af. Resultatet var Krebs' tiende album - SMÅ SENSATIONER. 12 fornemme
sange, der hver for sig var blandt de bedste Krebs overhovedet havde skrevet. Den nye arbejdsform havde også betydet mere leg med genrer og former - og ikke mindst tilknytningen af percussionisten Peter Seebach, var med til at skabe et langt mere bevægeligt, ja sine steder nærmest dansabelt, album end man var vant til at høre fra Poul Krebs. Tekstmæssigt havde SMÅ
SENSATIONER knapt så mange historier om andre. Her var det først og fremmest sangskriveren selv der var i fokus - i både personlige, humoristiske, nærværende og smukke tekster og melodier, på et album der handler om at fange livet dér hvor man er og samtidig er en hyldest til de mennesker der vælger kærligheden og parforholdet, trods alt og på trods af alt.

Efter indspilningerne til SMÅ SENSATIONER var overstået, tog Poul Krebs direkte på landevejen, med den helt nye konstellation DE TRE TENORER. Krebs sammen med Steffen Brandt og Michael Falch. Tre sangskrivere i selskab med sig selv, hinanden, akustiske guitarer, publikum og en lang række sange fra deres hver især enorme produktioner. En åbenlyst populær sammenhæng at opleve de 3 kunstnere i - og samtlige billetter til de 13 koncerter, blev da også revet væk.

SMÅ SENSATIONER blev det endelige kommercielle gennembrud for Poul Krebs - og sikrede en glad sangskriver ikke mindre end 6 nomineringer da der skulle uddeles Grammy'er for '95, samtidig med at P3s lyttere tildelte megahittet SÅDAN NOGEN SOM OS, prisen som årets hit. Poul Krebs og bandet, der nu var kendt som SMÅ SENSATIONER, var nærmest på én lang turné frem til sommeren '96 - og praktiserede undervejs Krebs-kuren-mod-turné-kuller-og-kedsomhed: ikke at spille det samme sæt to aftener i træk. Under tidligere besøg i Norge, var Poul Krebs kommet i kontakt med tidens absolut hotteste navn deroppe - DE DERRE fra Oslo. Deres forsanger, Jo Nesbø, blev sammen med Krebs enig om at synge på hinandens sange - og resultatet blev i Norge en duet-version af SÅDAN NOGEN SOM OS, der præsterede at ramme radiolistens Top
10 og sikrede invitationer fra både norsk TV og fra flere rockklubber, der i løbet af vinteren præsenterede Poul Krebs og band. Krebs gjorde gengæld ved at synge på De Derre's hitsingle JENTER - der sikrede gruppen en pæn opmærksomhed i Danmark, som de efterfølgende besøgte flere gange.

Nye sange begyndte at tage form i Krebs' uundværlige notesbøger. Endnu engang valgte han at lade demoerne stå så jomfrueligt som muligt - og sende de rå udgaver, med ham selv på vokal, akustisk guitar og mundharpe, ud til de medvirkende. Lige før indspilningerne skulle starte, tog Krebs & Små Sensationer en tur til Grønland, for dér at spille orkesteret sammen inden man vendte tilbage til studiet - der godt nok slet ikke var et studie denne gang. Det nye album blev nemlig indspillet i naturskønne omgivelser og med hav udenfor, på dels Samsø Bad og dels Sandnæshus i Lild Strand. Tekniker på indspilningerne var den erfarne Flemming Rasmussen og han havde simpelthen
taget dele af Sweet Silence med sig og fik et studie op at stå i de to gamle huse. Holdet var stort set intakt fra sidste album - Krebs producerede sammen med Bonde og orkesteret var identisk, bortset fra at Tom Bilde var blevet erstattet af Bastian Juel, der før havde spillet med Krebs. Der blev brugt lidt længere tid på detaljerne denne gang - og ikke mindst var det et orkester med omkring 100 gigs bag sig, der gik til de nye sange. Det nye album udkom i februar '97 med titlen KOSMORAMA - og var historiefortælleren Krebs tilbage i storform. Pladen var opkaldt efter Krebs' gamle favoritbiograf i Århus - og sangene var hver især små film fra Danmark og
omegn, med titler som BJERGENE PÅ MOLS, LILLE ISTANBUL, PÅ EN KAJ I KALUNDBORG og JOHNNY HAN VAR LIGE VED AT BLIVE SINDSSYG. Anmelderne overdængede albummet med roser - og da bandet i april drog ud på en 3-ugers præsentationstur i Danmark, viste publikums modtagelse tydeligt, at Poul Krebs bestemt ikke var blevet glemt undervejs. Der var tordnende udsolgt overalt - og da turneen ramte København, fik Poul og bandet overrakt platinplader, for mere end 50.000 solgte eksemplarer af det nye album. Inden turneen, havde Krebs da også lige nået 16 gigs med sine musikalske venner i De Tre Tenorer, der endnu engang kunne tage landet rundt med røde lygter overalt!

I maj fik Krebs meget pæne ord med på vejen for sine to bidrag til et nyt album fra Peter Belli - og 1. juni kunne publikum høre det første Poul Krebs-remix nogensinde, da DSB udgav et minialbum i anledningen af jernbanens 150 års jubilæum i Danmark. Her havde det populære hip hop band
Humleridderne haft sangen PÅ EN KAJ I KALUNDBORG på værksted - og den nye udgave blev, trods sin anderledeshed, modtaget med begejstring af både anmeldere, publikum og DJs rundt omkring. Sommeren '97 var Poul Krebs & De Små Sensationer at finde på Danmarks største rullende rockfestival, der under navnet Grøn Koncert blev overværet af mere end 200.000 danskere mellem 11. og 20. juli.

Resten af sommeren '97 stod også i musikkens tegn. Sammen med en flok af ligesindede fra både ind- og udland, var Poul Krebs deltager i den første Song Island-workshop, der fandt sted en uge i august, rundt omkring på Samsø. Blandt gæsterne var hjemlige sangere/sangskrivere som Ester Brohus, Tamra Rosanes, og Niels Maaetoft og nye amerikanske bekendtskaber som Brett Perkins og Chris Leucinger - og udover de mange gode venskaber der her blev knyttet, stod dagene i sangskrivningens tegn. Nye samarbejdspartnere fandt hinanden - og blandt Poul Krebs' nye venner, var også sangeren og sangskriveren Kevin Welch, der senere på året vendte tilbage til Danmark,
både for at give en række solokoncerter og for at gæsteoptræde på den store og totalt udsolgt efterårsturne, Poul Krebs & Små Sensationer var på i oktober og november. Turen blev iøvrigt den foreløbelig sidste for bassisten Bastian Juel, der i løbet af efteråret var flyttet til London for at prøve
kræfter med musikmiljøet dér - og da han i begyndelsen af '98 fik tilbud om at komme på verdensturne med Heather Nova, slog den unge ambitiøse musiker til. (Juel trådte i 2006 ind i Mew som ny bassist). Krebs fik en fuldgyldig erstatning i SP - alias Henrik Schou Poulsen - med erfaring fra mange sider af den danske scene, bl.a. som medlem af de semi-legendariske festtrolde i Helmig Brothers.

Der blev pustet ud i vinterens løb - men også taget imod invitationer. Flere af deltagerne på Song Island, var nemlig flittige netværkere (hvis man kan sige sådan på dansk) - og anført af Lois B. Myers (til daglig arrangør af den store musikfestival South by Southwest i Austin, Texas), har man
oprettet en slags uafhængigt forlag, hvis sangskrivere præsenterer deres materiale for hinanden og andre interesserede fra pladebranchen, ved nogle af de store musikfestivaler og branchemesser, der finder sted rundt omkring i verden. Kollegerne var meget interesserede i at have Poul Krebs med i sammenhængen - og i løbet af foråret '98, gav Poul Krebs derfor akustiske koncerter i både Cannes, Frankrig (i forbindelsen med Midem '98) og i New Orleans, USA (hvis festival LMNOP, præsenterer helt ukendte musikere side om side med kanoner som Bonnie Raitt og Dr. John).

Som kendt sanger modtager man mange mærkelige invitationer, til at optræde i anderledes sammenhænge - og en af dem han simpelthen ikke kunne sige nej til, var da RadioUnderholdningsOrkesteret i foråret '98 spurgte Poul Krebs om han ikke kunne tænke sig at optræde sammen med dem. Chancen for at optræde med mere end 60 musikere i ryggen kunne han ikke lade gå fra sig - og i marts stod Poul derfor på B&O fabrikkerne i Struer og optrådte med en særdeles speciel udgave af "Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindssyg", totalt omarrangeret til lejligheden. Fra en backing der oprindelig bestod af et enkelt klaver og en mandolin - og til braget fra 60 musikere i ryggen, var der virkelig et spring, men resultatet var for publikum en kærkommen overraskelse og for Poul Krebs en herlig udfordring.

Som så mange somre før den, bød også sommeren '98 på en omfattende turne - og fra maj til august, var Poul Krebs & Små Sensationer at finde på en lang række af de danske festivaler og open air-koncerter, bl.a. på Plænen i Tivoli, på Midtfyns Festivals store scene og ikke mindst på Danmarks Smukkeste Festival. Efter koncerten i den smukke bøgeskov, var der ædelt metal i lange baner til Poul Krebs og hans musikere, der fik en velfortjent hyldest i form af 4-dobbelt platin for "Små Sensationer" (efterhånden solgt i mere end 200.000) eksemplarer og dobbelt-platin for over 100.000 solgte eksemplarer af "Kosmorama".

Succesen for Song Island i '97 kaldte naturligvis på en opfølger - og endnu flere musikere end året før, mødte op på Samsø i august, for både at skrive sammen og at give koncerter rundt omkring på øen. Og for både de tilstedeværende musikere og for publikum i en totalt udsolgt Nordby Kirke, var koncerten her en utrolig smuk og sjælden lejlighed til at høre helt nye sange, fortolket i et rum der i den grad spillede med. Poul Krebs havde ved dette års sanger-ø, bl.a. lejlighed til at skrive sammen med Troy Campbell (der i '89 blev kåret som årets sanger, sangskriver og producer i hjembyen Austin, Texas og hvis band, Loose Diamonds, bl.a. har supportet Bob Dylan på
hans Europa-tur i '93) og med Nashville-legenden David Olney (der bl.a. har leveret sange til Daniel Lanois og Emmylou Harris). Disse møder resulterede bl.a. i numre som EVERY LITTLE BIT OF YOUR LOVE (skrevet af Poul med Olney) og WHY DO YOU MOVE SO FAST og BEFORE THE MORNING AFTER, begge skrevet sammen med Campbell. (Både Every Little Bit… og Why Do You Move… blev i 2005 indspillet af Henning Stærk og udgivet på hans album "Stærk").

Koncerten den 8. august i Randers, var en festlig afslutning på en lang sommers turne - men viste sig også at være Krebs' sidste koncert med Små Sensationer som backing. Mens en række nye sange blev færdiggjort i løbet af efteråret '98 - og som de viste sig mere komplekse og med andre stemninger og muligheder for at dyrke nye udtryk - stod det efterhånden klart for Poul Krebs, at tiden var inde til en ny indspilningsform og dermed også til nye musikalske samarbejdspartnere. Sammen med guitaristen og produceren Søren Jacobsen, havde Krebs startet et studie på Samsø, i et nedlagt el-værk i Østerby. Som projektet skred frem blev to yderligere producere tilknyttet -
nemlig Bjarne Nygaard Nielsen og amerikaneren Mike Stewart. Sidstnævnte organiserede i februar/marts '99 nogle sessions i to amerikanske studier, hvor et af Krebs' mangeårige ønsker gik i opfyldelse - nemlig at arbejde med nogle af de musikere han gennem flere år havde beundret for deres arbejde med andre. I det legendariske Kingsway-studie i New Orleans
(ejet af produceren og guitaristen Daniel Lanois og med en kundekreds der bl.a. tæller Bob Dylan og U2), var trommeslageren Kenneth Blevins (med en fortid i John Hiatts måske bedste band, The Goners) blandt de medvirkende. Det blev til nogle lange og kreative sessions - hvor man dels improviserede over helt rå Krebs-sange og hvor Blevins undervejs også fik lagt trommer på en række af de optagelser Krebs havde medbragt hjemmefra. Turen gik derefter videre til Austin, Texas og til studiet B-Room, hvor primært guitaristen David Grissom (mangeårig sideman for John Mellencamp og senest frontfigur i Double Trouble, hvor han efterfulgte Steve Ray Vaughn) gav sine bidrag, efter nogenlunde samme arbejdsform som den man havde praktiseret i New Orleans. Under opholdet i USA, fik Krebs også lejlighed til at spille live med nogle af vennerne - bl.a. med sangskriveren Troy Campbell og dennes band, ved et gig på den berømte bar Threadgills (i rockmytologien kendt for at være stedet hvor en ung Janis Joplin spillede nogle af sine første gigs -
og hvor hun, da succesen var en realitet, vendte tilbage og skabte trafikprop i Austin, hvor alle ville høre hende) og med guitaristen og sangeren John Dee Grahams band, en aften på Continental Club, også i Austin. (Med John Dee Graham på en nærmest rødglødende guitar, indspillede Poul
Krebs iøvrigt en forrygende udgave af "Why Do You Move So Fast" i Austin. Et absolut must til det bokssæt der jo nok kommer en dag!

Sideløbende med arbejdet på det nye album, havde Krebs igen dyrket den helt nøgne og intime koncert. Sammen med Henning Kvitnes, var Krebs i november '98 på en omfattende Danmarks-turne, hvor det primære materiale var de helt nye sange Poul gik og arbejdede på. Publikum tog fornemt og godt imod rækken af numre de aldrig havde hørt før - og Krebs følte sig på så rigtig vej, at han også indlemmede flere af de nye sange på repertoiret, da han i januar '99 stod på scenen på spillestedet Train i Århus, for dér at lave sit afsnit af
tv-serien "Troubadourerne", hvor ideen netop var at vise en række af Danmarks bedste sangskrivere med et minimum af backing. Et stort spring fra de koncerter Krebs, også i januar, havde spillet i Cirkusbygningen i København, hvor den akustiske guitar var udeladt til fordel for endnu en omgang med RadioUnderholdningsOrkesteret, der denne gang ikke nøjedes med at tage Johnny under behandling, men også gav Krebs kamp til stregen i fine fortolkninger af såvel Stones, som Dylan og Petula Clark!

Vel hjemme fra USA fortsatte arbejdet med det nye album. Studiet i Østerby havde hurtigt vist sig for lille - og da Poul Krebs fik chancen for at erhverve det smukke og særprægede Dansebjerg i Ørby på Samsø, slog han til med det samme. Sammen med Jacobsen, Stewart og teknikeren og mixeren Paul Hammann, indrettede Krebs stedet med såvel analogt indspilningsudstyr som
det topmoderne digitale Pro Tools. I foråret og forsommeren '99 var Dansebjerg rammen om en lang række yderligere indspilningssessions, hvor bl.a. danske musikere som Wili Jönsson, Per Chr. Frost, Nina Forsberg og Lars Daugaard gav deres bidrag til det nye Krebs-album, der også
efterfølgende blev mixet i det nye studie. (Dansebjerg viste sig hurtigt at have noget af den samme ånd over sig, som det Kingsway i New Orleans, Poul havde forelsket sig i - og er lynhurtigt blevet et populært studie, for musikere der gerne vil have lidt af indspilningsstedets karma med i musikken. I efteråret '99 kunne man således kunne høre nyt fra bl.a. Henning Kvitnes og de danske debutanter Splint, der begge havde benyttet Dansebjerg som ramme om deres indspilninger).

Det var egentlig meningen at holde sommeren '99 koncertfri - og alligevel stod Poul Krebs den 10. Juli på den store scene ved årets Midtfyns Festival. Med flere nye sange på repertoiret og et helt nyt orkester i ryggen, var det lidt af en satsning - men de mange tusinde tilskuere tog godt imod både
sangene og bandet. Den umiddelbart langt mere rockede backing, med bl.a. ex-Gnags'en Per Frost på fænomenal el-guitar, var fyldt med løfter til efterårets danmarksturne. Nok en lille smugpremiere blev det til ved årets festival i Skanderborg. Her var Krebs egentlig bare til stede for at checke Del Amitri - men da festivalen fejrede 20 års jubilæum, mente arrangørerne at Poul Krebs og en akustisk guitar ville være en god overraskelse, hvad de mere end 10.000 publikummers reaktion efterfølgende gav dem ret i.

Den 25. august 1999 udkom FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TØS, som resultatet af
Poul Krebs' mest omfattende pladeproduktion til dato (både hvad angår tidsforbrug i studiet og antallet af medvirkende musikere). De 13 nye sange fik en stor modtagelse i pressen - og også publikum vender tommelfingeren opad og sender Poul Krebs direkte ind på den danske salgslistes førsteplads. Albummet solgte mere end 50.000 eksemplarer i sin første uge i handlen - og
Poul Krebs fuldendte dermed det hit-hat-trick, der startede 4 år før med SMÅ SENSATIONER.

På FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TØS arbejder Poul Krebs for første gang med loops
og samplinger i større stil - men fastholder også det organiske, i de bidrag de mange fine medvirkende musikere lægger på albummet. Nye hitsingler som SPILDE MIN TID, LYKKEJÆGER, LAD MIG FØLGE MED og HVEM HAR STJÅLET DET GLIMT føjer sig til favoritterne - men også de sange hvor Poul Krebs går nye veje i komposition og lyd, som EN SPORVOGN DE KALDER DESIRE, DEN JEG ER, WILLY & MIG og JEG TROEDE DET VAR MIT LIV, gør indtryk på publikum og presse. Hjemmesiden på www.poulkrebs.dk fyldes med indlæg fra fans, der ivrigt diskuterer de nye sange - og da Poul Krebs efterfølgende beder om bud på hvilke gamle sange der skal spilles på efterårsturneen, er det størstedelen af de sange han har skrevet gennem karrieren, der bliver ønsket.

FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TUR starter den 30. september på Tobakken i Esbjerg. Der er bankende udsolgt i det højloftede lokale - og en fantastisk stemning, som Poul Krebs og band spiller sig igennem en næsten 3 timer lang marathon-koncert. Det nye band Krebs præsenterede på Midtfyns Festival - Per Frost (guitarer), Bjarne Nygaard Nielsen (guitarer), Allan Nagel (bas og kor), Lars Daugaard (trommer), Morten Buchholtz (keyboards), Gry Harrit og Pia Trøjgaard (kor) - bliver oplevet som sangerens bedste band nogensinde og turen bliver konstant udvidet og ender med at være den mest omfattende turne Poul Krebs overhovedet har været på. Det bliver til 64 koncerter frem til 10. august 2000, hvor bandet spiller sidste gig på Danmarks Smukkeste Festival. Som sædvanlig har få koncerter haft samme repertoire - og da det på forhånd var besluttet at få en del af koncerterne optaget, ligger der timevis af indspillet musik og venter på at blive mixet.

FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TØS sælger mere end 90.000 eksemplarer - og
pladeselskabet foreslår at næste udgivelse skal være en opsamling, da mange af de nye fans ikke er fortrolige med de efterhånden mange gamle favoritter på Poul Krebs' repertoire. Sangeren accepterer, hvis samlingen ikke bare bliver de største singler, men virkelig kan præsentere alle sider af sangskriveren - og også rumme masser af nyt for de mange fans der har været med gennem den lange karriere. I løbet af sommeren 2000 mixes en lang række sange fra turneen - og det ender som en hel live-CD på det album der udkommer 25. oktober 2000 under titlen DET MINDER LIDT OM EVENTYR - POUL KREBS' BEDSTE SANGE. Albummet rummer ialt 31 numre og varer mere end to timer - og derudover er der CD-rom features på begge CD'er, hvor billeder fra forskellige videoer er klippet sammen med "behind-the-scenes" optagelser fra såvel koncerter som pladeindspilninger. En veloplagt Poul Krebs fortæller ovenpå billeder og musik om hvordan det hele startede da hans søster lokkede ham med til Skagen Festival mange år før - og om det lidt
anstrengte forhold til traditionelle pladestudier, der gennem karrieren har fået ham til at indspille på særprægede lokaliteter og nu har ført til starten på Dansebjerg, Poul Krebs' eget studie og kreative refugium på Samsø. Albummet rummer også det fine essay OMVEJEN HJEM, skrevet af
Berlingske Tidende-journalisten Mads Kastrup, der har fulgt Poul Krebs' karriere siden begyndelsen af 80erne. Der er selvfølgelig også nye sange med på albummet. Sammen med Nina Forsberg har Poul Krebs skrevet og indspillet duetten ALDRIG SIG ALDRIG, der bliver første single. Sangen er produceret af makkerparret Rene Cambony og Knut Haavik, der også sidder bag knapperne på et andet nyt nummer - nemlig KOMMER SOLEN FREM, som Krebs' publikum første gang hørte på sommerturen 2000, hvor det hurtigt blev en af favoritterne. Endelig har Nikolaj Steen været igang med kult-klassikeren JOHNNY HAN VAR LIGE VED AT BLIVE SINDSSYG - der for første gang har fået trommer og elektriske guitarer og ikke mindst er sat en del streger op i tempo. Den nye indspilning har fået titlen JOHNNY 2000 og har klart givet nyt liv til historien om den af jalousi desperate Johnny i garagen.

For Poul Krebs er der med udgivelsen af DET MINDER LIDT OM EVENTYR også sat punktum for endnu et kapitel i karrieren - og med ønsket om at prøve nye veje, bliver de næste mange måneder brugt til forskellige former for eksperimenter. En mangeårig drøm bliver gennemført i marts - april 2001, hvor Poul Krebs samler et hold musikere omkring sig, for at drage på en turne til en række af de bedste koncert-sale i Danmark. Det er tanken at fokusere på de mere lavmælte, intime og fortællende sange i Krebs-kataloget - og i selskab med guitaristen Per Chr. Frost, sangerinden Claudia Scott, pianisten Niels Ole Thorning og den faste rytmegruppe med Lars Daugaard på trommer og Allan Nagel på bas, bliver det en stor succes, med udsolgte huse overalt og fantastisk stemning i smukke og vellydende rum som Tivoli's Koncertsal, Musikhuset i Århus og koncerthusene i Esbjerg og Odense.

Til gengæld er der dømt rockkoncert og optimal udadvendthed i sommeren 2001, hvor Poul Krebs & Band drager landet rundt som del af Grøn Koncert. Det bliver nogen fantastiske koncerter, med et band der sjældent er hørt bedre - og med et program der også inkluderer bl.a. Aqua (der her spiller deres sidste koncerter nogensinde) og TV2, bliver det en af de mest succesfulde sæsoner nogensinde for Grøn Koncert, der efterfølgende kan fejre et rekordstort millionoverskud. I efteråret 2002 drager Poul Krebs så ud på en helt tredje form for tur. En række intime singer-songwriter koncerter - først i Danmark, hvor rejseselskabet også består af Claudia Scott (N/UK), Kevin Welch (US) og Alan Cronin (Irl) og senere i Norge hvor Cronin ikke er med, men holdet til gengæld er udvidet med Henning Kvitnes (N) og Louise Hofsten og Lasse Englund (begge fra Sverige). På den danske del af turen kan publikum for første gange høre sange som IT'S NO FUN og NEVER ENDING SHOW, begge skrevet af Poul Krebs sammen med Alan Cronin. En af de danske koncerter bliver særdeles speciel, idet den finder sted om aftenen den 11. september, lige efter angrebet på World Trade Center i New York. Både Welch og Scott har mange venner i New York og er meget berørte af situationen - men de fire musikere vælger alligevel at gennemføre koncerten, i troen på at musik måske er en af de få ting der kan være med til at samle folk i sådanne situationer.

Sangskriveren Poul Krebs er også aktiv udenfor sit eget univers. Pigegruppen eyeQ har i november 2001 sangen BEAUTIFUL EYES (skrevet af Krebs sammen med bassisten Lars Danielsson) med på deres debutalbum - og da Idrætshøjskolen i Sønderborg beder om en nyskrevet sang til deres 50 års jubilæum i 2002, kvitterer Poul Krebs med den fine LAD MIG STÅ LIDT PÅ STATIONEN. Sangen bliver produceret af Knut Haavik og udgivet i et limiteret oplag der kun sælges via højskolens elevforening.

I april 2002 drager Poul Krebs atter på landevejen - denne gang på sin første akustiske solo-tur nogensinde, i en professionel karriere der ellers efterhånden har varet i mere end 25 år. Det bliver en tur rundt til byer og spillesteder Poul Krebs ikke normalt kommer forbi - og det bliver en ny kæmpesucces. Alle de 13 solo-koncerter er totalt udsolgte - og publikum ved disse koncerter får en lang række smagsprøver på de sange Krebs er igang med at indspille til det kommende album. Også en ny sang der ikke bliver indspillet er med på sætlisten - nemlig JOHNNYBOY & JENNIFER, hvor Poul Krebs digter videre på skæbnerne for to gamle kendinge. Et meget populært indslag på solo-koncerterne - hvor entertaineren Poul Krebs i det hele taget viser mange nye sider af sig selv.

Nærmest siden udgivelsen af FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TØS har Poul Krebs været igang med at skrive sange til sit kommende album - og da han ønsker at finde en ny sound denne gang, kontakter han undervejs flere forskellige producere, for at få deres bud på hvordan sangene kan angribes. Efterhånden står det klart at der skal en udlænding i producerstolen, hvis resultatet for alvor skal blive anderledes - og helst en der kun har et minimum af kendskab til Poul Krebs' karriere og succeshistorie, for på den måde at kunne give et friskt bud på sangene.

Valget falder i sidste ende på den 28 årige Mohammad Denebi. Født i Dubai og opvokset i Sverige - og en sand multimusiker, med speciale i guitar og keyboards. Gennem årene sideman for en lang række af de store svenske sangerinder som Lisa Nilsson, Dilba, Tityo, Jessica Folcker og Jennifer Brown - og musikalsk opvokset i det samme miljø der har fostret så mange af tidens store svenske producere. Moh Denebi har eget studie i Stockholms city - i en sand smeltedigel af produktive svenske sangskrivere og producere, der også ofte giver feedback på hinandens produktioner. Og det bliver et virkelig kreativt og opløftende miljø at være i for Poul Krebs, der tilbringer mange uger i Stockholm i 2002:

-Det har været en stor oplevelse at rende rundt som anonym i Stockholm - og en virkelig oplevelse at spille sammen med de her fantastiske musikere. Det svenske musikmilljø virker både enormt professionelt - og samtidig meget afslappet og fordomsfrit. De svenske musikere jeg har med på den nye plade, kommer fra vidt forskellige steder - har spillet eller spiller med Bo Kaspers Orkester, Eric Gadd, A-Ha, Roxette og hvad ved jeg... Titiyo synger jo normalt kun på engelsk - og i en helt anden genre. Jeanette, der synger kor, er med på den nye Celine Dion plade - og teknikeren i et studie hvor vi lavede forskellige dubs, har stort set arbejdet på alle Abba-pladerne. Og samtidig føler jeg også at det har bragt ny energi ind i mit eget orkester - fordi vi valgte at bruge Per Frost, Allan Nagel og Lars Daugaard som kerne-musikere, der så bliver fortolket og brugt på en anden måde når det er Moh der sidder bag knapperne. Det er jo sjovt nok nærmest det samme orkester der spiller på hele albummet - Per og Moh på guitar, Lars på trommer, Mats Asplén på keyboards, Christer Jansson på percussion, Allan på bas og så med forskellige gæster på de enkelte numre, til at give dem noget ekstra særpræg. Og i blandingen af svenske og danske musikere og i Mohs måde at høre mine sange på, lyder det ikke som noget jeg har lavet før - og alligevel føler jeg det er en klar Poul Krebs plade.

Poul Krebs' 10. studiealbum udkommer 12. august 2002 og får titlen STRIBER AF LYS - fordi det ifølge sangskriveren er en positiv plade, en plade der handler om at tro mere på imorgen end på igår og tro på at der altid er muligheder, altid er en grund til at komme videre. Men også en plade der handler om at kæmpe for det man har kært - og ikke bare smide det ud. I juni måned kommer første single JEG LA'R MIN DØR STÅ LIDT PÅ KLEM - der ender med at blive et af de største radiohits i Krebs' lange karriere. (Selve albummet debuterer igen på salgslistens førsteplads - og ender med at sælge i omegnen af 50.000 eksemplarer, et rigtig godt resultat i en tid hvor den danske pladebranche ellers er i knæ).

5. juli spiller Poul Krebs årets eneste store sommerkoncert - midt i de enorme mudderbanker på Midtfyns Festival. Publikum møder her to nye musikere, nemlig svenskerne Moh Denebi (der har produceret det nye album og lige er med som gæst) og Christer Jansson (der spiller percussion og bliver ny fast mand i bandet). Sommeren over bliver der også lige tid til et par kampe med fodboldveteranerne og show-bisserne i ShowStarS (med bl.a. brødrene Laudrup, Michael Falch og skuespilleren Mads Mikkelsen på holdet) - og 6. august er Poul Krebs blandt de medvirkende til en koncert der varmer op for Manchester Uniteds kamp mod et udvalgt Århus-hold.

I 2002 udkommer også en ny udgave af Politikens Dansk Rockleksikon, hvor forfatterne i en artikel kaldet "50 genveje til dansk rock", bl.a. fremhæver Krebs-albummet "Kosmorama" med ordene: "Bjergene På Mols, På En Kaj I Kalundborg, Den Nat I August og ikke mindst Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindssyg er blandt det mest billedrige nogen dansk sangskriver har fremkaldt. Krebs er så almindelig og ualmindelig vedholdende i sin hverdagsnærhed, at det i sig selv er ualmindeligt i en branche, hvor kun det sidste skrig høres."

Efteråret og den begyndende vinter danner rammen om Poul Krebs' hidtil største turne, hvad angår størrelsen på spillestederne. Det starter med en lukket koncert på Horsens Teater den 10. oktober - og turen slutter foran 3000 tilskuere i Ålborg Kongres-center den 16. november. I december går turen til Malmö - hvor Poul Krebs sammen med den svenske sanger og sangskriver Staffan Hellstrand, indspiller et program til den svensk/danske musik-tv-serie STEREO SE/DK. (Det er ved den lejlighed Poul Krebs stifter bekendtskab med Hellstrands sang "Präcis Som Du Är", som han gendigter på dansk og senere indspiller med titlen "Under Fælledparkens Træer").

Det band Poul Krebs samlede tilbage i '99 har efterhånden opdyrket en hel særlig kemi, der får Poul Krebs til at overveje at lave sit næste album som en band-indspilning:

-På et tidspunkt midtvejs i vores efterårsturne sidste år, vidste jeg at min næste indspilning skulle være med det liveband. Det hold spiller bare mine sange så forbandet godt Og i februar i år var sangene der så også, så derfor kaldte jeg folk sammen til en session sidst i april. En session der skulle afprøve ideen om at lave den helt store fællesindspilning, hvor så meget som muligt blev øvet, arrangeret, produceret og spillet sammen og i det samme store rum. Albummet er resultatet af fire dages intense live-indspilninger hvor 16 musikere, teknikere, producere og kogekoner hver især smed hvad de havde på bålet. Der bliver ikke lavet mange af den slags plader i dag. Og netop fordi vi har indspillet på den måde og med det hold, er hele albummet dedikeret til det trofaste publikum vi har haft fornøjelsen af at spille for de sidste tre år. Det har været fantastisk.

Skrev Krebs efter indspilningerne til det album der kom til at hedde USUND SPEPSIS - og fik undertitlen "Protest, ballader og nye sange fra det land der kaldte en mindre jordhøj for Himmelbjerget". Og uddybede titlen:

-Ja, hvorfor nu Usund Skepsis? Fordi "Sund nysgerrighed" lyder ufatteligt dårligt Og når man rejser ud, møder man altid ret præcise betragtninger om det man rejste ud fra. Og hvor jeg rejste hen, blev jeg gjort opmærksom på at vi danskere nok lige så stille er blevet et skeptisk folk! Et folk der bygger politik og partier op på skepsis. Skepsis for det fremmede - skepsis som alibi for mangel på stillingtagen - skepsis for en sikkerheds skyld! Er det sundt monstro? Eller måske er det bare rent egoistisk, fordi det ikke er helt så sjovt at rejse ud og sige at man kommer fra Danmark lige for tiden. Engang sidste år hørte jeg en Europæer sige: Bare de nu holder fast i demokratiet deroppe i lille Danmark. Min første tanke var: Hvad har hun gang i? Lidt senere slog det mig, at jeg ikke kender én eneste med ambitioner om at blive politiker eksempelvis - og det er jo nok i virkeligheden det skråplan, der ender med at ingen gider at tage et ansvar. Vi vil alle sammen hellere være kritikerne på sidelinjen!

Men USUND SKEPSIS var ikke bare protestsange - der var også flere af de gode historier Poul Krebs gennem tiderne har været storleverandør af. Og med sangen "Ildsjæl" indledte Poul Krebs sit eget støtteprojekt for Dansk Flygtningehjælp - der fik alle indtægterne fra salg af singlen, der i løbet af det næste års tid skaffede mere end 30.000 kr. til DFs arbejde.

USUND SKEPSIS udkom den 13. oktober 2003 - nøjagtigt tretten måneder og en dag efter STRIBER AF LYS. Efter den korteste pause mellem to albums i hele Krebs' professionelle karriere.

Men der var flere sange på vej. Sammen med sin mangeårige manager og samarbejdspartner Poul Martin Bonde, var Krebs blevet opfordret til at skrive en slags musical til Limfjordsteatret. Det blev til forestillingen SKABET, der tog udgangspunkt i den finurlige sang af samme navn fra STRIBER AF LYS - og ellers bød på fem helt nye Krebs-sange og nye versioner af nogle af de mere ukendte sange fra bagkataloget. Forestillingen blev spillet på turne over hele Danmark - og nåede mere end 20 opførelser. Sideløbende med teater-arbejdet havde Poul Krebs også skrevet sidste del af det der nu var blevet til en trilogi - med JENNIFER som første sats, JOHNNY HAN VAR LIGE VED AT BLIVE SINDSSYG som anden og mødet mellem de to, i den helt nye JOHNNY & JENNIFER, som finalen. Den fik premiere på en stor Danmarks-turné i februar og marts 2004 - sammen med en anden ny sang, HÅBLØS FAN.

Gennem årene har Poul Krebs jo skrevet en lang række sange sammen med andre musikere - og den del af arbejdet fortsatte også i vinteren 2003 - 2004, hvor Dansebjerg fik besøg af dels Christian Juncker (der var med som Guest Star på forårsturen 2004) og Julie Berthelsen. Sammen med Juncker skrev Krebs bl.a. "Du er alt jeg har" og "På den anden side" - og sammen med Julie blev det bl.a. til "Listen To This Song". (Julie og Juncker havde disse co-writes med på de albums de sendte på gaden i september '04).

Sammen med bandet - der nu efterhånden havde spillet langt mere end 130 koncerter sammen siden 1999 - drog Krebs atter på tur i maj - juni 2004. Og her skulle en koncert i Kolding vise sig at være ret skelsættende. Det var eneste gang den sommer Krebs og bandet stod alene på plakaten - og så var festivalsættet ligesom ikke langt nok. I stedet valgte Poul og orkesteret at varme op for sig selv - og gøre det ved at spille en række gamle sange, i noget der mindede om "unplugged" versioner. Resultatet var nærmest en slags genfødsel af orkesteret - og den koncert-DVD Krebs længe havde overvejet at lave, rykkede nu meget nærmere. Kontrakten med det mangeårige pladeselskab Sony var løbet ud - og hen over sommeren forelagde Krebs sine planer for forskellige selskaber og på CMC i Ålborg var de ovenud begejstrede for hans ide til et nyt album: en koncertCD/DVD, optaget live på Horsens Ny Teater - og med gamle og næsten glemte sange, en række af de store hits og nogle helt nye numre som repertoiret. Men alle sammen fortolket med den mere underspillede og akustisk funderede musikalitet bandet havde fundet frem den aften i Kolding. Til lejligheden inviterede Poul Krebs sin gamle kollega Claudia Scott - i sin tid gæst på den store musikhus-tur i 2001, der på sin vis også havde været en del af inspirationen til det kommende album. Claudia takkede ja til at flyve fra sin bopæl i Nashville til Danmark - og nåede ikke bare at optræde med bandet, men også at synge duet med Poul Krebs, på dennes første julesang nogensinde, MAGISKE SNEFNUG.

Samarbejdet med Dansk Flygtningehjælp fik endnu en dimension i forbindelse med koncerterne i Horsens. For at skabe en anderledes og spændende scene-opbygning, havde Poul Krebs kontaktet auktionsfirmaet Lauritz.com, der ikke bare var med på ideen om at levere en række møbler og lamper, fundet blandt deres auktionseffekter - men også at skænke deres salærer til Dansk Flygtningehjælp. Publikum kunne således byde på en række af de ting der stod på scenen i Horsens - og da auktionen var vel overstået, kunne Laurtitz.com overrække tæt på 30.000 kr. til Dansk Flygtningehjælp.

Op til koncerterne i Horsens var flere nye sange kommet til - og en af dem blev til titelnummeret på det nye album. PÅ EN GOD DAG var en hyldest til alle mennesker der kan føle sig uovervindelige, bare en gang imellem - og ikke mindst til de mange musikere Poul har spillet Danmark tyndt med, dengang succesen ikke ligefrem var proportional med fem eller sekscifrede salgstal (eller for den sags skyld tilskuere på de mange spillesteder der lagde hus til). Og det blev et par gode dage i Horsens den 30. og 31. august. Mens kameraer og andet opstyr snurrede - spillede Krebs og band sig igennem to koncerter, der hver havde en spilletid på over to timer. Sangen var nyfortolkede - og man så Per Chr. Frost folde sig ud primært på pedal-steel, slide og akustisk guitar, Allan Nagel havde fundet gulvbassen frem, Bjarne Nygaard Nielsen spillede fortrinsvist mandolin - og Morten Buchholtz viste nye sider af talentet på teatrets nystemte flygel og på Hammond-orgel. Stemningen blandt publikum var fantastisk - og det hele er fanget perfekt ind på den dobbelte-CD og medfølgende DVD, der udkom 11. oktober 2004.

I november 2004 udkom et ekstra track indspillet omkring "På En God Dag" - nemlig jule-duetten "Magiske Snefnug (På En Bænk I En Park I December)", som tidligere nævnt sunget af Poul Krebs i godt selskab med Claudia Scott. Sangen blev særdeles populær på radiostationerne - og at de to nok havde lavet lidt af en fremtidig juleklassiker, kunne man se da sangen igen lå højt på rotationslisterne omkring julen 2005.

I februar - marts 2005 blev "På En God Dag" med stor succes fulgt op af en længere tur rundt i danske koncerthuse og store klubber, hvor der var udsolgt de fleste steder turen nåede frem. Og undervejs kunne pladeselskabet overrække holdet platinplader for mere end 50.000 solgte eksemplarer af albummet.

Hen over sommeren 2005 blev der sat strøm til såvel de nye hits fra "På En God Dag" som til en lang række klassikere fra bagkataloget - og sammen med det store orkester gav Poul Krebs endnu engang sit bidrag til sommerens soundtrack, med omkring 30 koncerter på festivaler og open airs rundt omkring i Danmark.

I juli måned påbegyndte Poul Krebs det store projekt POSTKORT FRA LIVET - skabt i samarbejde med DR P4. Udgangspunktet var at P4s lyttere skulle sende deres fortællinger ind til en website oprettet til lejligheden - hvorefter Poul Krebs og en række kollegaer så ville omsætte disse historier til nye sange og såkaldte "Hørefilm". Langt over 500 lyttere tog udfordringen op - og indsendte deres melankolske, glade, sorgmuntre og decideret barske historier. Den første sang der blev færdiggjort var duetten "Morgen I Madrid", hvor Poul Krebs sang sammen med AnniOne - og den kunne høres i løbet af efteråret 2005. Næste postkort der blev sat i musik hed "På Fredag Bliver Jeg Svensker" - skrevet af Krebs sammen med Christian Juncker, sunget af sidstnævnte og et stort radiohit i vinteren 2005/2006. "Postkort Fra Livet" kulminerede i februar 2006, hvor en dobbelt-CD kom på gaden - med 11 sange og 9 "hørefilm", alt sammen skabt på baggrund af lytternes mangesidede postkort til P4. Poul Krebs havde undervejs skrevet sange specielt til bl.a. Peter Belli, Søs Fenger og Povl Dissing - og blandt de andre bidragydere var Alberte, Elisabeth, Michael Falch og Ivan Pedersen. Hørefilmene var historier der ikke var blevet til sange - men i stedet enten var originale postkort i mere eller mindre redigerede versioner eller helt nye noveller, skrevet på baggrund af lytternes historier og alt sammen sat i lyd og musik. Her var det ikke mindst en fornøjelse at lytte til oplæsning fra gode stemmer som Jørgen Poulsen (fra Røde Kors), sangeren og story-telleren Henrik Strube og P1 værten Gitte Løkkegaard.

Selvom Poul Krebs i begyndelsen af 2006 havde levet (mere eller mindre godt!) af musikken i næsten 28 år, var det kun anden gang i karrierens løb, da han i marts drog ud på en decideret solo-turne med stop i 12 danske byer. Der var ganske og aldeles udsolgt overalt og undervejs præsenterede Poul Krebs ikke bare gode klassikere og glemte perler fra bagkataloget, men også både en lang række nye sange, tiltænkt et kommende album og egne versioner af de sange der ellers blev sunget af andre på "Postkort Fra Livet".

I december 2005 var Poul Krebs flyttet tilbage til fødebyen Århus, efter omkring 15 år i "eksil" i København, Amstserdam og på Samsø. Flytningen resulterede på mange måder i en "genopdagelse" af Århus - der satte sig spor i nye sange som bl.a. "1. Division" (men sine underfundige hentydninger til AGFs nedrykning) og "Young Inspiration Society" (om Krebs' første rockband dengang i teenageårene). I løbet af vinteren døde hans mor efter lang tids sygdom - og på hospitalet skrev han teksten til den smukke "De Blå Barakker", som en afskedshilsen til hende. En ny sang som "Ford Anglia" var skrevet ovenpå "Postkort Fra Livet", hvor et tv-program havde bedt Poul om selv at levere et postkort - og det blev til det fine erindringsglimt om familiens første bil og en famøs tur i den. Efterfølgende blev dette postkort til en underfundig sang, skrevet med det skarpe blik for detaljerne der præger historiefortælleren Poul Krebs - der i pointen om hvor svært det kan være at indrømme sine fejltagelser også havde klare paralleller til den igangværende krise om Muhammed-tegningerne. Da Poul Krebs ikke havde udgivet et studiealbum med nye sange siden 2003, var der i det hele taget mange sange på lageret - da han i løbet af foråret påbegyndte indspilningerne til et album planlagt til udgivelse i efteråret.

Den 28. maj fyldte Poul Krebs 50, men i modsætning til dengang han fyldte 40 - og forsøgte at fortrænge det ved at tilbringe dagen i et øvelokale med bandet - tog han denne gang imod den runde dag med oprejst pande og valgte at markere midtvejsfesten med at udsende en ny single - og ved den lejlighed fik alderen følgende kommentar med på vejen:

-Det er egentlig en meget fin alder - det er bare klangen af tallet der lyder lidt forkert. Og så har Keith Richards jo lige lært mig, at man både skal sørge for at være i god form og samtidig holde sig fra de høje kokospalmer…(Keith Richards var netop faldet ned fra en palme! - og derfor havde Stones måttet aflyse bl.a. en planlagt koncert i Horsens).

Den nye single havde titlen NÅR DET BLIVER SOMMER - og den skulle vise sig at være bebuder for en af de bedste danske somre i årevis, der nærmest startede samtidig med udgivelsen af singlen. Sangen blev en sand radiofavorit og ramte #1 på radiostationernes AC-chart. Sommeren over var den et fast punkt på sætlisten, da Poul Krebs for tredje gang var del af det store omrejsende rockcirkus der går under navnet Grøn Koncert. Den sidste koncert på denne tur - søndag den 23. juli foran omkring 37.000 tilskuere i Valby - var også et lidt vemodigt punktum på et langt kapitel i Poul Krebs' livehistorie. Det var nemlig sidste koncert med det han efterhånden altid omtalte som "mit yndlingsbigband" - det orkester der siden 1999 havde været forrygende backing for Poul Krebs ved rundt regnet 200 koncerter. Orkesteret sluttede med manér foran et begejstret publikum - og var til lejligheden udvidet med et par gæster i sangerinden AnniOne (der sang duet med Krebs i "Morgen I Madrid") og street-danceren Rodrigo Roija fra Chile, der gav et begejstret publikum prøver på sin kunnen undervejs i "Når Det Bliver Sommer". Grøn Koncert 2006 blev i øvrigt en succes på mange fronter - idet de mere end 160.000 tilskuere der gæstede koncerterne, betød at arrangørerne i Muskelsvindfonden kunne se frem til et overskud på omkring 5 mio. kr. til deres fremtidige arbejde.

Tilbage på Samsø gik Poul Krebs direkte i studiet for at færdiggøre indspilningerne til det album der kom på gaden 1. september under titlen KU DEN NÆSTE DANS BLIVE MIN? 12 nye sange - fortrinsvist indspillet med et lille tæt band, der også var det nye live-hold: guitaristen Per Chr. Frost og keyboardspilleren Morten Buchholtz var gengangere fra de seneste år, bassisten Peter Kjøbsted er ny mand på bas og kor og fra Sverige kom den eminente trommeslager Christer Jansson, der tidligere havde spillet percussion på et par turneer med Krebs. Det nye album var for halvdelens vedkommende produceret af makkerparret Henrik Balling og Søren Mikkelsen, mens svenske Moh Denebi stod for tre numre, Per Chr. Frost for to numre og Poul Krebs selv havde producercredit på et enkelt track.

"Ku Den Næste Dans Blive Min" var Krebs' første studiealbum med nye sange siden 2003. Det var Poul Krebs' erklærede ønske, ovenpå de mange tunge historier der var del af "Postkort Fra Livet", at lave et varmt, velspillet og lyst album - og nøjagtig sådan blev det. "Ku Den Næste…" har i svær grad historiefortælleren Poul Krebs som omdrejningspunkt - med sange som de ovennævnte og som i historien om køkkenmontøren Kenny og solarium-indehaveren Melissa i "Går Den Så Går Den". Derudover rummer albummet store forelskede sange som "Mesterværk" og "Så Godt Som Alt". Der er sange til eftertænksomheden i "De Blå Barakker" og "Dæmoner Og Engle" - og sange der sigter efter lyset og glæden som "Reparér Min Himmel" og "Køen I Kvickly". Der spilles lige fra hjertet i stærke arrangementer - og det var overalt en sangskriver i topform der her lod høre fra sig, hvad også anmelderne var enige om. Eksempelvis skrev Politiken:

På "Ku den næste dans blive min" høres en Poul Krebs, der lyder, som om han har gennemrusket sine sangskrivervaner og givet melankolien en velfortjent pause (…) i samarbejde med et delvist nyt hold musikere og producere har Krebs indspillet et dusin sange, hvor stemningerne og teksterne har mere spændstighed, præcision og intensitet end på hans foregående udgivelser. De fleste numre på "Ku den næste dans blive min" er konkrete, episke og veloplagte fortællinger med afsæt i sangskriverens oplevelser fra barndom og ungdom frem til nu.

Sæsonen 2006 - 2007 blev virkelig en af de helt store i Poul Krebs' efterhånden lange karriere. Han gik #1 på salgslisten med "Ku Den Næste Dans Blive Min?" - hvis succes gjorde Poul Krebs til en af de 10 mest sælgende danske solister/bands i 2006. Sange som "Når Det Bli'r Sommer", "Mesterværk" og "Ford Anglia" blev roteret flittigt fra radiostationerne - og live begejstrede Poul Krebs & band overalt hvor de kom frem. Det blev til mere end 50 koncerter ovenpå "Ku den næste dans blive min" - med først en stor vinterturne i november 2006 og februar 2007 og derefter en meget omfattende sommertur, der bl.a. inkluderede Tivoli, Danmarks Smukkeste Festival og de store festivaler i Jelling og Kløften. På sommerturen blev det også til et par arrangementer i selskab med Michael Falch & Boat Man Love - en særdeles populær sammensætning, der hver gang førte til at Falch også var på scenen med Poul Krebs og omvendt.

I maj måned 2007 var Dansebjerg rammen om en ganske særlig indspilningssession. Her mødtes nemlig fire sangskrivere og gode venner - der alle havde deltaget i de tidlige udgaver af Song Island: Kevin Welch, Claudia Scott, Henning Kvitnes og Poul Krebs. Sammen med et band - bestående af trommeslageren Frank Marstok, guitaristen Louis J. Myers og bassisten Troels Skjærbæk - blev der ved denne lejlighed indspillet en række sange, der alle havde det til fælles, at de var lavet som co-writes på eller omkring Song Island. Indspilningerne blev færdiggjort i løbet af vinteren 2007/2008 og udsendt under titlen ”Home” i august 2008.

Poul Krebs brugte også en stor del af sommeren og efteråret 2007 på andre projekter. Han var blandt initiativtagerne til det store internationale kulturudvekslings- og udviklingsprojekt "Globetown" (læs mere på hjemmesiden www.globetown.dk) - og under årets festuge i Århus, i starten af september, deltog han i koncert-rækken "Umage Par", hvor Krebs sammen med harmonika-virtouserne i Band Au Neon, den internationale jazz-trommeslager Marilyn Mazour og bassisten Klavs Hovmand, gav helt nye og aldeles uforudsigelige udgaver af en række Krebs-sange.

Torsdag den 13. september spillede Poul Krebs sin første koncert nogensinde i Island. Sammen med bandet optrådte han i kulturhuset i Reykjavik - med den islandske megastjerne Bubbi Marthens som Special Guest og med eks-præsidenten Vigdis Finnbogadottir blandt tilskuerne. Vigdis Finnbogadottir er protektor for Kræftens Bekæmpelse i Island, der modtog hele entre-indtægten ved aftenens koncert. Den karismatiske eks-præsident kunne godt lide hvad hun hørte - og inviterede derfor Krebs & co. til et uformelt glas champagne i privaten dagen efter. Det blev en stor oplevelse at møde Vigdis Finnbogadottir på få-mands-hånd - og såvel Poul som resten af holdet blev blæst aldeles omkuld af denne vidende og særdeles charmerende kvinde.

Også i september udsendte Poul Krebs en ny single kaldet "Selvhenter". Ifølge ophavsmanden var sangen dels inspireret af Leonard Cohens digt "Morgen på Mount Baldy" fra samlingen "Book of Longing/Længslernes Bog" og dels af de fejltagelser gud og hans stab af højt respekterede forskere begik, da de i sin tid skabte manden. Titlen "Selvhenter" stammede dog nok mest fra Poul Krebs' karriere som fodboldspiller... "Selvhenter" var forløber for det store retrospektive bokssæt "Signatur", der udkom den 22. oktober - og som på 5 cd'er og 1 DVD fortæller en del af den musikalske historie om Poul Krebs. Bokssættet rummer uddrag fra alle albums helt tilbage til debut'en med "Efter Stormen" i 1979 - og en hel cd er helliget numre der aldrig havde været udgivet eller aldrig før har været at finde på Pouls egne udgivelser. Endelig rummer den medfølgende DVD en lang række aldrig før udgivne optagelser, bl.a. en masse forrygende live-optagelser helt tilbage fra slutningen af 80erne.

For sangskriveren Poul Krebs var der i sommeren og efteråret 2007 også stor succes i Norge. I slutningen af september udkom albummet "Stemmer I Gresset" fra Krebs' gamle ven og kollega Henning Kvitnes - og det album gik direkte ind på førstepladsen af den norske salgsliste. Det var Henning Kvitnes' største succes i årevis (2 uger som #1 på den norske salgsliste) - og det selvom han var rigtig stor i hjemlandet i forvejen! Første single fra albummet var "Sånne Som Os" - Henning Kvitnes' egen norske tekst til Poul Krebs' gamle megahit "Sådan Nogen Som Os". Den norske udgave var i månedsvis blandt de mest spillede sange i norsk radio - og var som sådan absolut en medvirkende årsag til den store succes for Henning Kvitnes' nye album. Det var i øvrigt ikke første gang sangen hittede i Norge - tilbage i 1996 lavede Poul en version sammen med Jo Nesbø fra det norske band Di Derre og den udgave var et Top 10 hit på norsk radio. (Både Poul Krebs' original og udgaven med Jo Nesbø er iøvrigt at finde på "Signatur").

4. februar 2008 var Poul Krebs blandt initiativtagerne til en støttekoncert for sangerinden AnniOne, der havde mistet alt hvad hun ejede ved en brand nytårsaften. Sammen med venner og kolleger som Tina Dickow, Marie Frank og selvfølgelig AnniOne selv, fyldte Poul Krebs og en række fine musikere Fatter Eskil i Århus - og gav en smuk og stemningsfuld koncert der blev indspillet og mixet og efterfølgende udgivet i stærkt begrænset oplag også til fordel for AnniOne, der af den vej fik lidt tiltrængt økonomisk hjælp.

Sammen med bandet gav Poul Krebs 11 koncerter i februar/marts 2008 - og som noget aldrig før prøvet i Danmark, blev alle koncerterne optaget og udgivet som såkaldte ”officielle piratplader”. Det blev til 11 dobbeltalbums og en pirat-DVD - alle med veloplagte performances fra Poul Krebs og band, der undervejs kom godt rundt i det store bagkatalog og samtidig fik præsenteret både en række helt nye sange som "Forvirrede hjerter", "Fighter", "Skrøbelige ven", udvalgte og næsten glemte perler (der havde fået nyt liv på "Signatur") som "La mig stå lidt på stationen" og "This Part Of Town" og endelig co-writes med Song Island vennerne som "Where ever I go" og "Every Little Bit Of Your Love".

Som nævnt udgav Poul Krebs - som del af det internationale sangskriverfællesskab Song Island Revue - albummet "Home" i 2008, nærmere bestemt den 25.august. Det var et råt, charmerende, varmt og særdeles umiddelbart album - skrevet, spillet og sunget af markante sangskrivere og musikere, hver især med lange solo-karrierer bag sig og som samlet i bandet Song Island Revue, åbenlyst nød at spille sammen og af den vej skabe den rette iscenesættelse til hver enkelt sang. Musikalsk kom Song Island Revue vidt omkring - og rundede både blues, gospel, country, rock og honky tonk, fra det lavmælte og underspillede, til nærmest garagerock. Udgivelsen blev fulgt op at 9 koncerter i DK og 6 i Norge – og for både album og koncerter, høstede Krebs, Welch, Kvitnes, Scott og co. fornemme anmeldelser. "En helt igennem stor koncertoplevelse lang fra en ordentlig by. Lad os ikke håbe, det er sidste gang disse syv musikere får koordineret deres kalendere", som der stod i Gaffas 5-stjernede anmeldelse af Song Island Revues koncert i Vostrup Teater- og Musikhus.

Song Island Revue blev i øvrigt samlet igen i marts 2009 - denne gang under de varme og gavmilde himmelstrøg i Austin, Teaxas, USA. Her blev det til tre koncerter i forbindelse med den store South by South West musikfestival og branchemesse i "the live music capitol of the world", som den musikglade Texas-hovedstad også ynder at kalde sig. Ved samme lejlighed udkom "Home" internationalt via en digital distributionsaftale med det amerikanske selskab Burnside.

I januar og februar 2009 blev det til 13 totalt udsolgte koncerter i nyt duo-samarbejde med den gamle ven og ligesidende Micahel Falch - og overalt hvor de kom frem, endte det med stående ovationer fra publikum, som kvittering for en helt igennem forrygende og mageløs aften. Det blev fortjent til seks ud af seks stjerner i anmeldelsen fra Nordjyske Stiftstidende, hvor anmelderen bl.a. skrev: "…et par timers nærmest overdådig opvisning i, hvad et par af syng-med-rockens mest drevne veteraner kan præstere, hver for sig, men måske især sammen. -For de klæder virkelig hinanden. Og supplerer hinanden fortrinligt…"

Den 30. marts 2009 udsendte Poul Krebs albummet ANGELENO ROAD (Lige ved siden af virkeligheden) - det første studiealbum i næsten tre år fra hans hånd og en af hans mest ambitiøse udgivelser nogensinde. Sangene på albummet var skrevet over en flerårig periode - og i løbet af 2008 rejste Krebs rundt til en række af sine musikalske samarbejdspartnere i såvel Stockholm som Århus, København og Los Angeles, for sammen med disse at gøre sangene klar til indspilning. I oktober rejste Poul Krebs og hans efterhånden stærkt sammentømrede band (Per Chr. Frost - guitar, Christer Jansson - trommer, Morten Buchholtz - keyboards og Peter Kjøbsted - bas) til Los Angeles, hvor det kommende album blev indspillet. I en tid hvor de fleste studier lukker, fordi klienterne indspiller på digitalt grej i soveværelset eller køkkenet - valgte Krebs & co. at gå imod strømmen og lavede albummet i et af verdens bedste studier, Ocean Studios i Los Angeles forstaden Burbank.

"Med den udvikling der er i musikbranchen lige nu, kan det her jo sagtens være sidste gang jeg udgiver et traditionelt album. Måske vil det fremover handle mere om enkeltsange, om digitale EPer eller noget helt tredje. Derfor var det mit store ønske, at tage bandet med over Atlanten for at få realiseret drømmen om at indspille i et af verdens bedste studier. Det er en dyr og vild måde at lave plader på, i en tid hvor pladesalget rasler ned og de fleste derfor nærmest indspiller på eget udstyr opstillet i soveværelset. Men mit pladeselskab var heldigvis med på, at en alternativ vej ud af krisen også kan være at satse hele butikken på at lave et album af den slags der kun kan indspilles i et rigtig godt studie, hvor musikken har plads til at folde sig ud. Jeg synes vi har fanget bandet når det lyder bedst - helt nærværende og upoleret. Jeg er enormt glad for resultatet, det er blevet det album jeg altid har drømt om at lave." (Poul Krebs)

Ocean studiet er ikke bare sjældent stort og med en akustik i verdensklasse - men rummer også en af studiebranchens bedste Neve-pulte og en imponerende samling af vintage mikrofoner og andet studieudstyr. Det kan alt sammen høres på det kommende Krebs-album - der ikke bare lyder fantastisk, men også præsenterer et band i tæt og organisk samspil omkring en række af Poul Krebs bedste sange gennem karrieren og med Krebs selv i vokal storform. Sammen med bandet var den erfarne US-engineer Bryan Golder (hvis cv bl.a. tæller mix og recording med navne som Tom Petty, Gavin Degraw og Erykah Badu) - og så ikke mindst den danske top-producer Rune Westberg, der har bosat sig i Los Angeles for at fortsætte den succesfulde producerkarriere, der senest har resulteret i den internationale hitdebut fra Alphabeat.

"Sangene på albummet er sange jeg har skrevet gennem de sidste tre år - og hvad jeg så har lært i den tid, kan man forhåbentlig høre på albummet. Først og fremmest har jeg øvet mig i at holde min kæft indtil jeg har haft noget at sige, og det håber jeg også at man kan høre. Jeg håber sgu at man kan høre at de sange er spillet af et band der har lagt alt i det. At man kan finde og glæde sig over alle de små hilsener albummet er fyldt med, til de sange, sangere og bands jeg der har ført mig afsted på min vej. For hørt på den måde er det her i høj grad også min og bandets store hyldest til en masse af den musik vi er inspireret af." (Poul Krebs)

ANGELENO ROAD viser alle facetter af sangskriveren Poul Krebs - der også undervejs går helt nye veje, som i sangen "Skyggernes Nat (Helmand Blues)", med sit hudløse portræt af den hjemvendte Afghanistan-veteran der "går rundt i gaderne/med et hoved som en håndgranat". Sammen med kollegaerne Michael Falch og Søren Huus fortæller Krebs en anden historie om livet på landevejen i "Ensomme flokdyr" - mens den del af samfundsdebatten der handler om tilpasning og fremmede kulturer, vendes lidt på hovedet i den satiriske "Min mor hun gik også med tørklæde". Fra åbningen med singlehittet "En dag som i dag", over andre potentielle træffere som den melankolske "Skrøbelige ven" eller den soulede "Ti stille" og til albummet fader ud efter den nærmest zen-agtige "For det meste", om at finde balancen i livet - er det let at høre hvordan Poul Krebs overalt føler sig godt hjemme i Rune Westbergs lydhøre produktion, hvor der sendes massevis af musikalske hilsener af sted til bl.a. Stones, Beatles/Lennon, Bill Withers, Black, Emmylou Harris og R.E.M.

Anmeldelserne af "Angeleno Road" var særdeles begejstrede og fyldt med stjerner:

"Den blide århusianer er stadig én af dansk poprocks bedste iagttagere. Og på "Angeleno Road" er han mere skarpsindig, end han har været i årevis." (BT *****)

"Karrierens måske bedste album byder på et væld af fantastiske sange" (Fyens Stiftstidende *****)

"Luksusalbum fra Poul Krebs" (Jyske Vestkysten *****)

"...rummer alt, hvad gamle og nyere fans kan forlange af Krebs. Og lidt mere til.
(Nordjyske *****)

Poul Krebs turnerede flittigt ovenpå "Angeleno Road". Både sammen med sit eget band, solo og i godt selskab med vennen Michael Falch, med hvem det igen blev til store og totalt turneer i starten af både 2010 og 2011.

I sensommeren 2010 samlede Poul Krebs omkring sig et godt hold af sangskrivere, med fælles udgangspunkt i The House Of Songs - et unikt værksted for danske og amerikanske sangskrivere.

House of Songs ligger fysisk i Austin, Texas - og siden 2009 har en lang række danske sangskrivere haft et to ugers ophold i huset, hvor de har skrevet nye sange sammen med stærke amerikanske sangskrivere. Poul Krebs har været en af drivkræfterne i at få huset realiseret - og i perioden fra 25. august - 3. september 2010, turnerede han sammen med tre af sine amerikanske kolleger (Kevin Welch, Troy Young Campbell og Matt The Electrician) i Danmark, hvor det bl.a. blev til koncerter ved Tønder Festival og Århus Festuge.

Lige op til turen var der også premiere på duosamarbejdet The Beverly Brothters, med r Poul Krebs Troy Young Campbell bag mikrofonerne. Deres første single hed "Lovers" og har siden været flittigt spillet på bl.a. P4.

Den 22. marts 2011 var Poul Krebs klar med sit første engelsksprogede album: "Magnolia Tales". Albummet var produceret af Bob Dylans guitarist og kapelmester Charlie Sexton, der også spiller en meget stor rolle som musiker og backingsanger på albummet. Charlie Sexton havde selv håndplukket det hårde hold af musikere der spiller albummet igennem: trommeslageren Dony Wynn, keyboardspilleren Antony Farrell og bassisten David Monsey (der mellem sig har spillet med bl.a. Robert Palmer, Dr. John, Steve Winwood, Fabulous T-Birds og Sextons kultband The Arc Angels). Udover disse medvirkede også sangerinden Sally Allen på en række af albummets numre, bl.a. førstesinglen "Spirit of Vignelaure".

"Magnolia Tales" var indspillet og mixet i Public Hi-Fi studiet i Austin, Texas - et sandt paradis for folk der dyrker vintage gear. Studiet er ejet af trommerslageren Jim Eno, der sammen med resten af sine venner i indie-bandet Spoon, savnede et godt studie at arbejde i. Public Hi-Fi er et af de få studier der rent faktisk er bygget som sådan - og skønt ikke specielt stort i omfang, er akustikken helt speciel, hvilket bl.a. har tiltrukket Arcade Fire, Justin Timberlake og Roky Ericksson/Okkerwill River, der alle har lavet sessions i studiet.

Sangene på "Magnolia Tales" var alle skrevet på rejser eller sammen med kolleger Poul Krebs har mødt rundt omkring i verden. Og var på mange måder inspireret af det tætte forhold Poul Krebs har og har haft til Austin og en lang række af musikbyens musikere og sangskrivere. Poul Krebs var i Austin første gang i 1989 og det var på den rejse han skrev sangen "Sweetheart", der efterfølgende sikrede gennembruddet for Henning Stærk. Siden er Poul Krebs ofte vendt tilbage til "The Live Music Capitol of The World". Her har han grundlagt en lang række venskaber, givet en masse koncerter over årene - og har senest været med til at skabe The House of Songs, hvor danske og amerikanske sangskrivere mødes og skriver sange. Poul Krebs var nok selv en af de første danske sangskrivere der for alvor co-writede med udenlandske kolleger - og The House of Songs, er nu blevet et kraftcentrum for danske sangskrivere og et sted der nyder stor respekt, både hos de amerikanske kolleger og ikke mindst for bystyret i Austin, der bakker kraftigt op om initiativet.

Pressen skrev om "Magnolia Tales":

'Magnolia Tales' er en strunk og indlevet produktion og en fin start for Krebs som egen mand på sit og Michael Falchs eget lille pladeselskab Krebsfalch. Hvis formålet med at lave sit eget selskab i en trængselstid er at give sig selv mulighed for at få de hedeste musikalske drømme til at gå i opfyldelse, er det da et eksempel til efterfølgelse (...) Især på melodifronten er 'Magnolia Tales' vældig veloplagt, og lagt i hænderne på et band, der ikke er for professionelt til at ose af spilleglæde, kan Poul Krebs kun være glad og tilfreds med sit amerikanske album. En drøm er gået i opfyldelse. En mand kommer hjem med en ordentlig fjer i hatten.
(Politiken, 4 hjerter)

Om han synger på det ene eller det andet sprog, så er Krebs tydeligvis først og fremmest optaget af at strege små personskildringer/ skæbner og/ eller situationer op -og han gør det både godt og troværdigt. Samtidig med, at man rent melodisk/ melodiøst er overmåde godt underholdt. (Nordjyske, 5 stjerner)

...den lækre lyd er ikke et mål i sig selv. Kun en medgift, når man kombinerer smagfuld sangskriver med subtil guitarist og producer af den slags, der både fremhæver detaljer og helheden. Ikke nogen dårlig egenskab, når man arbejder med en sanger, der ikke længere er folkrockens svar på en crooner, men et menneske, der har været sit igennem, så det kan høres. (...) Den hang til at give sig så meget hen, at rørstrømskheden altid er en risiko, når Krebs synger på dansk, forvandles på engelsk til en fornyet inderlig blidhed. Som ikke bliver mindre af at han synger amerikansk, som om han drømmer på det sprog. Et nummer som 'Guess What' burde gøre Krebs rig og berømt over there i tolvte time; en sang om, lige før dommeren fløjter kampen af, at møde det uventede, store og selvforglemmende - kærligheden. (Torben Bille, torbenbille.dk)

Krebs' nye klæder klær ham! (...) Fyldt med drilske detaljer og skæve indspark der driver pladen fremad.
(Fyens Stiftstidende, 4 stjerner)

...endnu et gedigent Krebsprodukt
(Jyske Vestkysten, 4 stjerner)

...i sidste ende bliver den tålmodige lytter beriget med små kunstværker, der sætter dybere og dybere spor i skæret fra Krebs' små hyldester til nattens folk. Tag blot den smukke 'Why do you move so fast?', der igen og igen overrasker med sin dybde - eller den umiddelbart lettilgængelige 'Marie', der lyder som et nyt hit fra Poul Krebs. (Dagbladet Holstebro)

2011 har på alle måder været et af de travleste år i Poul Krebs mangeårige karriere. Året startede som tidligere nævnt i USA, hvor han i januar færdiggjorde det engelsksprogede album "Magnolia Tales", der udkom i marts.

I februar var Poul Krebs på en månedlang og totalt udsolgt turne i selskab med Michael Falch - og foråret og sommeren over, fortsatte han med omfattende turnevirksomhed, såvel indendørs som udendørs, i selskab med sit nye faste band The Combardos.

Undervejs i den lange turne blev der skrevet en række nye dansksprogede sange - og i sensommeren gik Poul og bandet i studiet på Samsø for dér at lave årets andet album, der udkom den 7. november, under titlen "Der er noget ved alting". Samme titel, i øvrigt, som på Stig Matthiesens on-the-road-bog-portræt af Poul Krebs, der udkom samme dag. Her havde forfatteren fulgt Poul Krebs og bandet igennem store dele af 2011 - og tegnede i bogen et levende portræt af en af Danmarks mest populære musikere.

I 2012 blev ”Magnolia Tales” udgivet i både USA og Norge – og blev fulgt op af koncerter begge steder. Året startede med ti solo-koncerter rundt omkring i Danmark og i marts fløj Poul og bandet til Austin, for at deltage i årets udgave af South By South West. Her spillede de koncerter i City Hall, på Lamberts og på Threadgills og fik dermed præsenteret sangene fra ”Magnolia Tales”, i byen de var indspillet i. Ved koncerten på Threadgills dukkede Charlie Sexton op og spillede med.

Sommeren over var Poul Krebs & The Combardos igen ude på de danske landevejen, bl.a. med stop på Skive Festival, Skagen Festival og Samsø Festival - og med en enkelt afstikker til Norge, hvor de var del af programmet på Frøya Festival. I oktober udkom "Magnolia Tales" i Norge - og Poul var bl.a. gæst i det populære tv-program "Go Morgen Norge", i den anledning. Sammen med Henning Kvitnes, Claudia Scott og Christer Jansson, var Poul Krebs i slutningen af oktober og starten af november på en større tur rundt i Norge og Danmark. Begyndt i Oslo på Herr Nilsen den 24. oktober og afsluttet den 10. november på Musikhuset i Norge.

Poul Krebs tilbragte også en stor del af 2013 på landevejene. Først med en solotur rundt i Danmark. Derefter en stor sommerturne med bandet, fulgt af en stor duo-tur, både i Norge og Danmark, i selskab med Henning Kvitnes.

Undervejs var der dukket en masse nye sange op - og mod slutningen af 2013 blev det offentliggjort, at Poul Krebs ville samle et nyt hold af musikere omkring sig og indspille de nye sange ved nogle januar-sessions i Lundgaard Studiet ved Vejen.
Resultatet af nogle særdeles vellykkede indspilninger, udkom den 24. februar 2014 som "Asfalt". Indspillet med et stort hold af musikere, der bl.a. inkluderede en blæsersektion og Henning Kvitnes på guitar. Med i studiet var også tre markante sangere, der hver især var med til at gøre "Asfalt" til et helt specielt album. Lisa Nilsson var duetpartner på førstesinglen "Vi tog heldigvis fejl" og lagde derudover et fornemt kor på den smukke "En mandag så blå". Michael Falch var med på tre numre – som duetpartner på slutnummeret "Hvis verden en dag fik brug for al sit gøgl" og som markant korsanger på "Lugten af asfalt" og "You Gotta Move On". Og da Henning Kvitnes jo alligevel var i studiet, var det også oplagt at lade ham bruge sin powerfulde stemme, der lagde masser af karakter på rejsesangen "Stena Line".

"…med sine mange gennemarbejdede lag er ’Asfalt’ årets første store danske album", skrev BT i deres fem-stjernede anmeldelse af "Asfalt" - der gik direkte ind som #1 på listen over de mest solgte albums i Danmark. Sidst det skete for Poul Krebs var tilbage i august 2001, hvor hans album "Striber af lys" også solgte til en førsteplads ved udgivelsen.

-Det er en stor glæde at folk tager så godt imod det nye album. Jeg er selv meget stolt over det vi har lavet med "Asfalt". Det har været et af de sjoveste album at lave i min karriere - og at folk nu tager så godt imod sangene, er jeg meget glad for.

"Asfalt" fik i det hele taget fornemme anmeldelser i medierne: "…det afvekslende udspil har dynamisk live-energi og flere letantændelige melodier", skrev Jyllands Posten og gav 4 stjerner. Politiken gav ligeledes 4 stjerner og skrev om "et ganske durkdrevent komponeret album" - mens Rootszone.dk skrev: "Poul Krebs har med "Asfalt" givet os en af sine bedste plader til dato." Udgivelsen blev fulgt af Poul Krebs største solo-tur nogensinde, med i alt 21 koncerter rundt omkring i Danmark. Med langt de fleste totalt udsolgte – og med en ny gæstesolist på hver eneste aften, hvor en lokal sangerinde fik lov til at udfylde Lisa Nilssons rolle på ”Vi tog heldigvis fejl”. Et meget populært indslag.

”Langtidsholdbar drømmeduo”, lød overskriften i Fyens Stiftstidendes seks stjernede koncertanmeldelse af Michael Falch og Poul Krebs fælles koncert i Den Fynske Landsby i forsommeren 2015. Anmelderen skrev videre om ”en af den slags koncerter, såvel band som publikum husker resten af livet” og ”Sammen med de mere end 2000 ellevilde tilskuere i Den Fynske Landsby kan jeg roligt konkludere, at jeg om både 20 og 30 år vil se tilbage på denne koncert, som noget nærmest overjordisk.”

”Store og ikke mindst sjældne ord fra en dansk musikanmelder, men meget dækkende for den intense og varme oplevelse publikum fik på Michael Falch og Poul Krebs første fælles bandkoncert. Den 13. november sammen år udsendte KrebsFalch deres første album som duo og med kun nyskrevne sange.

”Gennem de sidste 10 år har vi løbende talt om hvornår vi skulle lave noget sammen, sådan rigtigt både på scenen og i studiet”, fortæller Poul Krebs og fortsætter: ”Med vores helt eget dreamteam bag os og en bunke nyskrevne sange foran os.

”Michael Falch supplerer:
"Poul og jeg har kendt hinanden siden 80erne. Vi fandt hurtigt ud af, at vores fælles tilgang til mangt og meget og vores vist nok meget forskellige temperamenter skabte en rigtig god synergi, når vi arbejdede sammen. Vi har dog holdt meget igen med vores samarbejde de senere år for ikke at risikere at drive rovdrift på dette koncept, men efter et par år med kraftig medvind for os begge kommer vi nu med stort overskud til det fælles projekt, der nok vil optage os i et halvandet års tid.”

”På albummet der fik titlen ”Tomandshånd” havde duoen samlet et særdeles stærkt band, bestående af musikere fra begges faste orkestre: guitaristerne Lars Skjærbæk (der også producerede albummet) og Rune Kjeldsen, trommeslageren Peter Dombernowsky, bassisten Troels Skjærbæk og tangentspillerne Christoffer Møller og Palle Hjorth.

”Albummet blev en kæmpesucces for Krebs og Falch. Det var "Ugens Album" på P4 ved releasen, havde solgt til guld efter bare en måned i handelen og senere blev det også til platinplader. Deres fælles indendørstur i starten af 2016 blev besøgt af mere en 20.000 tilskuere - og der var udsolgt overalt hvor de kom frem. Det blev efterfølgende også til en omfattende sommertur– og duoprojektet lukkede i efteråret ´16 med en stærk duo-turne, før Poul Krebs og Michael Falch igen helligede sig deres egne projekter.

Der blev i efteråret 2017 taget rigtig godt imod ”Maleren og delfinerne på bugten” – det første soloalbum fra Pouls Krebs i tre år. #1 på iTunes, fine anmeldelser i dagbladene og ikke mindst masser af begejstrede meldinger fra publikum, der satte stor pris på de nye sange. ”Maleren og delfinerne på bugten” er et album der overalt emmer af stor musikalitet og tæt samspil, som afsæt for en række meget stærke sange fra historiefortælleren og poeten Poul Krebs. Det er igen lavet med det band han samlede omkring ”Asfalt” – og som siden var var del af hele det store KrebsFalch projekt og nu igen stod bag Poul Krebs, med det særlige, tætte og indfølte samspil der er opdyrket over årene. ”Maleren og delfinerne på bugten” blev præsenteret for publikum ved et helt specielt arrangement på Skraaen i Aalborg, hvor Poul og bandet i løbet af to dage fik givet fire forskellige koncerter:

Først i starten af 2018 tog Poul Krebs og bandet på tur med de nye sange – og det blev til 25 byer på to måneder. Koncerter på hverdage over hele Danmark. Mere end 12.000 tilskuere – og ingen snak, men masser af god stemning og medleven undervejs. Og med premiere på ”Kom indenfor”-initiativet, hvor Poul Krebs i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og KFUMs sociale arbejde, hver aften inviterede to ildsjæle fra organisationerne til koncert, hver især sammen med en af dem de arbejder for. Anmeldelserne var stærke og bl.a. skrev Skive Folkeblad: ”Hans evne til at reflektere livet i fremragende sangtekster er usvækket, men hvad der gjorde mindst lige så stort indtryk, var genopdagelsen af hans magiske sans for at samle gode musikere omkring sig”. På bloggen 33+ kun læse: "Der var ikke skyggen af halbal, hitparade eller anden dags krebsegilde, men derimod en intens og inddragende klub stemning fra start til slut. Krebs har altid omgivet sig med nogle af branchens bedste musikere, og hans nuværende hold er ingen undtagelse". Også Fredericia Dagblad var ude med de store roser – og i anmeldelsen her kunne man læse: "Med det dream team af musikere kunne Poul Krebs på drømmenes teater læne sig tilbage og give de slidstærke sange ekstra liv. Blandt andet ved at lave nye flotte fraseringer i omkvæd. Krebs underbyggede endvidere de nærværende tekster ved levende at fortælle om sangenes oprindelse. Fremragende, Poul Krebs - og så på en tirsdag!"

Sommeren over blev der fulgt op med masser af koncerter under åben himmel, før Poul Krebs i oktober var på ”udebane”, som særlig gæst ved en række Hanne Boel koncerter landet over. Og så sluttede året med en stor solo-tur, igen med stort set udsolgte huse overalt.

Kontakt:

• Booking: bo@skandinavian.dk
• Management: organization@mail.dk